Jens-Anders Djernes - om Knud Holst

Tale ved Knud Holst-fejringen i Ane Maries Hus d. 2. april 2022. Gengivet med tilladelse fra Jens-Anders Djernes

 

Knud Holst  - eller Knud Holst Andersen, som han var døbt, blev født i Skæve i Østvendsyssel d. 15. april 1936. 

Her fik Knud Holst sin opvækst på et husmandssted i Try. Han blev sendt på en indremissionsk friskole, hvor han ikke ligefrem følte, der var den store livsudfoldelse, og en del af hans forfatterskab bærer da også præg af, at være et opgør med det han anså som et livsfjendsk menneskesyn.

Man skulle befries, og det var det Knud Holst forsøgte at bruge sproget og de mange mærkelige ordsammenstillinger i digtene til, og senere bidrog også novellerne. Om det lykkedes for ham at befri sig selv, kan man jo stille spørgsmålstegn ved – eller kom han selv til at leve det liv han beskrev – med lys og mørke, kærlighed og had – liv og død?

Holst begyndte tidligt at tegne og male, så der var noget multikunstner over ham, og skabte sig på den måde et fristed i sin lidt lukkede verden. Senere blev mange af hans udgivelser forsynet med egne tegninger. Nogen gange, har jeg ladet mig fortælle, betalte han også med et maleri.

 

Holst kom på Dybvad realskole og blev nysproglig student fra Hjørring gymnasium i 1955.

 

Efter studentereksamen, i årene fra 1956 – 1961, bliver Holst lærer på Løkken realskole, ligesom hans senere hustru, Kirsten Høybye, med hvem han bliver gift i Sct. Catharinæ kirke i Hjørring i 1958.

 Holst begynder for alvor sin litterære produktion i de her år, og fra 1962 ernærer han sig kun som forfatter og malerkunstner.

Det er modernismen, den moderne lyrik han lægger ud med – og det kommer i en lind strøm. Gennem de, mere eller mindre ca. 30 år han skrev, fik han udgivet omkring 40 bøger – digte, noveller, essays, børnebøger, TV drama, filmmanuskripter – så han spændte vidt. 

Ingen tvivl om, at Knud Holst i 1960´erne og ind i 70´erne hørte til de mest fremtrædende modernister, og var i både digt og prosa glimrende til at give et portræt af det landlige liv. Han er samtidig med Knud Sørensen fra Mors, som havde en lignende tilgang til sit forfatterskab og debuterede nogenlunde i de samme år – men Holst kom også i bås med så fine navne som Rifbjerg, Peter Seeberg, Jess Ørnsbo og Leif Panduro.

 

Jeg gik i gymnasiet først i 70´erne og vi blev præsenteret for et par digte af Knud Holst, som eksponent for modernismen. F.eks. husker jeg digtet: I rutebilen, som jeg vist ikke dengang forstod ret meget af – jeg kom jo, ligesom Holst, ind ude fra landet, men når jeg genlæser den nu, så er der så absolut ting, jeg kan identificere mig med, noget der fremkalder erindringer, dufte, lyde og glimt, så de der ordsammenstillinger kan skam frigøre noget menneskeligt.

 

Holsts første digtsamling hedder ”Dementi” (1962) – og kan godt opfattes som overskriften over det han gerne vil, nemlig dementere, når det hedder sig, at der er fred og ingen fare i verden, og det må vi da sandelig sige, har fået fornyet aktualitet i øjeblikket, selvom det Holst måske mest arbejdede med, var uroen ind i ham selv, og i mennesket i det hele taget.

 

I 1963 kommer den første novellesamling: Dyret.

Kendetegnende for hans noveller er en baggrundsstemning af noget lidt dystert, men ofte med en virkelighedssans med tilknytning til lokalmiljøet, eller fortællingen er henlagt til lokale steder – Løkken plantage el. andre steder i Vendsyssel.

Det går rigtig godt i 1960`erne, og efterhånden som familien vokser, synes Knud, der skal mere plads til, end det lejligheden på Sdr. Strandvej i Løkken kan yde, og derfor bliver huset på Stationsvej nr.1, som det hed dengang, købt, med hjælp fra det nyetablerede Kunstfonds 3-årige legat på 20.000 kr. årligt.

 

Det bliver gode arbejdsår i huset. Noveller og digte udkommer i en lind strøm. Holst maler og er kreativ. Han bliver boganmelder ved Aktuelt (64-69) og Berlinske Tidende (71-74). Medlem af Dansk forfatterforenings bestyrelse i 70`erne, og 1980-81 medlem af Landsbykommissionen – allerede dengang begyndte man at se på forholdene i landdistrikterne, og det gør man jo stadig – så også her er han aktuel.

I 1982 bliver Holst udnævnt til årets ”Landsbytosse”, som faktisk var en meget ærefuld titel fra Landsforeningen af Landsbysamfund – tegnet på, at man havde gjort en særlig indsats for landdistrikterne, så det ligger helt i tråd med hans indsats, at statuen her skal finansieres af landdistriktsmidler.

 

I 1978 bliver Holst skilt fra Kirsten, og ganske vist var derouten begyndt, men eskalerede slemt i årene derefter, men det hører mere Vrensted-fortællingen til.  

Fra tiden der (1978) stammer digtsamlingen: Afstande Sammenstød, der bærer tydeligt præg af situationen, og i mine øjne, nogle af hans bedste digte. Men når det gælder livet og kærligheden, så er der stærke kræfter på spil.

Digtene er blevet mere forståelige end de tidlige modernistiske digte, mere fortællende og forankret i talesproget og i en lokal omverden, og hans digte på vendelbomål er helt inde ved kernen af vendelboens DNA, men Holst bevarer modernismens forhold til kontrasterne – der er stadig noget bid i det.

Det vil jeg gerne give et enkelt eksempel på, og nu, da min baggrund er huset i Løkken, har jeg valgt et digt, Knud Holst har kaldt ”husdigt”. ( Afstande/sammenstød s. 68-69).

 

Husdigt

Der står en stjerne over mit hus

den er hvid som et nedslidt søm –

iskolde syrener slår ud i stjernebilleder

himlen er fuld af skrot –

på afstand rent

 

Under en slidt stjerne står mit hus –

et slidt hus men med sin slidstyrke i behold

og sin skønhed - sådan et hus

ville jeg gerne ha

hvis jeg ikke havde det.

Det er godt hus!

Bliv stående der

så længe du kan –

Det er ikke stjerner

der gir os husly

 

Sommetider end ikke

huse.

 

Men mit hus er der

og vi bor i det –

vi bor i vore huse

som store væsener

eller varsomme kranier

der lader os

gi dem et liv.

 

At se ud af dem –

mer kan man ikke –

efter dem der forlader det.

 

Når man færdes i huset, hvor digtet er blevet til, så får jeg selvfølgelig nogle særlige billeder i hovedet, - men jeg synes samtidig, at det er et alment stærkt digt om ethvert hus og hjem, om glæden, utrygheden, kærligheden, der kommer og går – båret af lidenskab og i lidenskaben bliver store ting til. Samtidig fornemmer man undertonen af den deroute, der venter forude.

 

Måske rammer Holst bedst sin helt egen tone, når han skriver om noget lokalt – så kan han virkelig ramme plet. Det gør han bl.a. i udstedsdigte fra 1976. Bare hør her:

(Udstedsdigte s. 24: I Fiskerstuen)

 

I FISKERSTUEN

I Fiskerstuen sidder fiskerne og drikker

ingen af dem er fiskere mer men de drikker

det er længe siden de var fiskere nu drikker de

deres både er rådnet op på stranden mens de drikker

deres skippere er gået i land så de drikker

deres garn er væk så nu er de fanget

i Fiskerstuen hvor de drikker

og ligner de fiskere de var

da de fiskede

                   nu drikker de.

Dengang de var fiskere drak de ind imellem

dengang de var fiskere eksisterede Fiskerstuen ikke

men de går stadig i fiskertøj når de går hen for at drikke

efter fyraften eller om eftermiddagen

de er ikke fiskere mere med arbejdere eller arbejdsløse

altmuligmænd eller mænd uden muligheder

det hedder sig de drikker

i Fiskerstuen

turisterne kan godt li dem

fordi de ligner de fiskere de var

dengang de fiskede

                             nu drikker de

ind imellem med turisterne

der flokkes i Fiskerstuen i sæsonen

fordi fiskerne er der

og drikker

og næsten tror

de er de fiskere de var.

Sommetider kan de ikke komme ind i Fiskerstuen

fordi der er for mange turister.

 

I 1981 må Knud Holst forlade huset i Løkken og flytter til Vrensted.

Han dør i 1995 - 59 år gammel og ligger begravet på Løkken kirkegård.

​

​

Publiceret med tilladelse fra Jens-Anders Djernes