top of page

DEN HISTORISKE KONTEKST

HUSETS HISTORIE


For mange Vrenstedboere har Ane Maries Hus en ganske særlig betydning. Mange kan huske de enlige kvinder, som passede hver deres køkkenhave, og mange kom på besøg i huset som børn. I de seneste år har børnehaven ”Mariehønen” fyldt huset med liv, men efter nedlukningen heraf henligger husets skæbne endnu uvist.

 

Huset har altid fremstået som et flot bygningsværk, et hus, der emmer af historie, prægtigt og gennemtænkt i mindste detalje, med en helt central placering i byen. Huset er opført i 1914 af sagfører Anders Olesen, som var født og opvokset i Vrensted, efter tegninger af arkitekten V. J. Mørk-Hansen. Huset blev bygget til sagførerens mor – Ane Marie – men hun døde før det stod færdigt. Huset blev indrettet med 4 komplette lejligheder til enlige kvinder – i princippet var det et af de allerførste alderdomshjem i Danmark og således ret nyskabende for sin tid. I en stor del af 1900-tallet beboedes huset således af enlige, ældre kvinder fra Vrensted og omegn.
 

MED KULTURARVEN SOM FUNDAMENT
Vrensted har en rig og mangfoldig lokal kulturarv, som rækker langt ud over landsbyens grænser, og som understøttede udviklingen i landsdelen på flere forskellige måder. I et større perspektiv er det også et spejl af udviklingen i Danmark i den periode, dvs. første
halvdel af 1900-tallet. Appendix 1 redegør i grundige træk for husets historie og landsbykulturarven i Vrensted.

ET GALLERI AF SMÅ OG STORE PERSONLIGHEDER


Byens kulturhistoriske rødder er præget af kunstnere, forfattere, arkitekter, billedhuggere og iværksættere, hvis aktiviteter har været med til at forme byen gennem tiden.

 

Kulturarven i landsbyen er til stor inspiration for den aktive kunstneriske nerve i byen og er grundlæggende med til at forme landsbyens identitet.

 

Projektets atmosfære skal skabes omkring disse fortællinger. En landsbykulturarv som en rød, visuel tråd gennem den fremtidige oplevelse af Ane Maries Hus.

 

Blandt de mest fremtrædende fortællinger om Ane Maries Hus og om Vrensteds historie skal fremhæves arven fra sagfører Anders Olesen, vendsysselsk ”matador” og mæcen, som lod Ane Maries Hus og adskillige andre betydningsfulde bebyggelser i Vendsyssel opføre, f.eks. Vodskov Kirke i 1909.

 

Andre fortællinger om kunsthåndværk og skabertrang ligger gemt i tårnursfabrikant Ørnholms omfattende virke, møbelsnedker Oluf Jensen, kunstner Niels Larsen Stevns’ meget betydningsfulde altertavle i Vrensted Kirke, billedhugger Niels Hansen Jacobsen og forfatter A.C. Andersen.

 

Blandt nutidige kunstnere kan nævnes
kunsthåndværker Bodil Dams skulpturer og forfatter Knud Holst.

KUNSTHÅNDVÆRKET OG LOKALHISTORISK FORENING

 

Både Lokalhistorisk Forening og Foreningen for Kunsthåndværk, som har hjemme i Vrensted, vil være en stærk primus motor for aktiviteterne.

 

Foreningen har aktive kunsthåndværkere indenfor bl.a. maleri, strik, plantefarvning, keramik, billedvævning og broderi. Foreningen afholder tillige en større årlig kunsthåndværker-messe i Vrensted.

ØNSKER DU AT LÆSE MERE OM LANDSBYKULTURARV?  

Nu har du mulighed for det! 

PROJEKT ANE MARIES HUS:
Beskrivelse af
landsbykulturarven 

bottom of page